Bemærk
Viser kun indlæg fra 2013. Vis alle indlæg
28-12-2013

Tilbageblik

Der er ikke lang tid til vi skal begynde at skrive 2014 i dokumentationen, og så er det jo tid til at kigge tilbage.

Det har været et år, hvor jeg er gået helt i stå med mit skriveri her på bloggen. Det har flere årsagen, men jeg håber lidt på at komme i gang igen i det nye år.

Jeg har fået nyt job i Århus, så jeg forventer at få bedre tid nu, hvor jeg ikke skal pendle til Kolding hver dag.

Ellers har året budt på en aldeles fremragende tur til Tyskland. Vi var til vinfestival og på besøg hos en vinbonde. Jeg har stadig vin tilbage fra turen, så jeg kan mindes de fine smagsoplevelser og huske tilbage på alt det andet, vi oplevede.

Vin fra Iphofen

Jeg har så også fået stjålet min cykel. Den var ellers låst fast efter alle kunstens regler, men en nat var den altså alligevel væk, da jeg ville hjem fra byen. Pisse ærgerligt! Jeg har købt en ny af en kollega. En ret fin cykel ift. prisen, men sidste gang jeg ville cykle en tur, var den punkteret. Jeg skal ned og lappe den, når jeg har skrevet det her.

Min bil var også anledning til en smule frustration. Håndbremsen havde sat sig fast en dag, jeg var til kundemøde i Varde. Så er der langt hjem til Århus. Jeg blev reddet af en mand fra Dansk Autohjælp, der behændigt viste mig, hvor jeg skulle slå med en hammer, for at afhjælpe problemet midlertidigt.

Jeg nåede også at få en kop kaffe af en flink mand på et Renault-værksted. Han mente dog ikke, at hans bankuddannelse gjorde ham i stand til at hjælpe mig med det verserende problem. Vi klaskede begge håndryggene sammen og hulkede som søløver, for at illustrere den inkompetence, vi begge besidder i forhold til biler. Vi fandt ingen huller i vores uvidenhed. Alt blev dog godt igen, da jeg fik ringet til vejhjælpen.

Årets sidste julefrokost står for døren og der er selvfølgelig også en nytårsfest at se frem til, før året er omme.

Etiketter: Life
14-09-2013

Kom nu lidt

For en lille time siden havde jeg er aldeles fremragende idé til et indlæg her på bloggen.

Men nu har jeg glemt den igen. Det er lidt bittert.
Wait for it!

05-03-2013

Gratis kurser og certificeringer!

Jeg har netop tilmeldt mig en konkurrence, hvor man kan få gratis kurser resten af livet. Ja, for vinderen er alle kurser gratis for livstid. Jeg synes, det ville være ret fedt at vinde! Du kan tilmelde dig konkurrencen her.

Som jeg læser betingelserne er eneste drawback, at man skal deltage i noget salgsmateriale, hvis man vinder. Det overlever jeg nok.

Etiketter: Tips
12-02-2013

El-spare-trip

Jeg har altid haft et ret højt el-forbrug. Jeg husker min første el-regning fra da jeg flyttede til Århus. Dengang betalte man forud ud fra et forventet forbrug, og det faktiske forbrug, blev så gjort op sidst på året. Forbruget udgjorde så grundlaget for de månedlige a conto-betalinger fremadrettet.

Mit månedlige el-forbrugsbeløb var beregnet ud fra den tidligere beboer i lejligheden, og mit el-forbrug viste sig naturligvis at være mere end det dobbelte. Det gav en vældig ekstraregning.

Jeg har så egentlig ikke rigtigt gjort det store for at nedbringe mit forbrug siden, ikke før det sidste halvanet års tid.

Mit el-forbrug de sidste 3 år

Noget af det første jeg gjorde, var at udskifte de el-pærer, jeg bruger mest. Jeg skiftede bl.a. en 50wats G9 pære i køkkenet ud med en 3w LED-pære. Den lyser ikke nær så kraftigt, men det er egentlig heller ikke så nødvendigt og besparelsen er jo ret signifikant.

Sidenhen er jeg begyndt også at slukke for alting, når jeg ikke bruger det. Tv, radio, pc, el-kedel, modem, og jeg har også købt en ny opvaskemaskine, der bruger meget mindre strøm end den gamle og slukker automatisk, når den er færdig.

Jeg betaler pt. 237 øre pr. kWh. og forskellen fra forbruget i år 2010 er 824. Det betyder en besparelse på 1.952 kr. årligt.

Mit el-forbrug i forhold til normalen

Mit forbrug ligger nu i området Meget lavt elforbrug. De fem bjælker illustrerer forholdet for lejligheder med forskellige antal beboere.

Etiketter: Fornøjelse
28-01-2013

Det kører for mig

I går sprang mit grydelåg i stykker i hænderne på mig. Det er åbenbart ikke lovligt at skylle det i koldt vand lige efter, det er blevet brugt til at bringe vand i kog. Det fik jeg så at vide på den hårde måde, og jeg finder stadig glasskår rundt omkring, selvom jeg har støvsuget og alt muligt.

I forsøget på at spare, har jeg købt en enorm mængde vaskemiddel. Der står på den, at den kan række 31 vaske; der er mere end to liter. Jeg vasker nok ca. én gang i ugen, så vi har til over et halvt års forbrug i sådan en dunk.
Nu er der naturligvis gået hul i bunden på den. Et lille bitte hul så det kommer stille og roligt ud. Hvordan fanden der pludselig er gået hul på den er helt umuligt at sige. Men det er sjældent særlig fedt pludselig at finde alle sine ting på toilettet indhyllet i blåt flydende vaskemiddel. Toiletpapir, vaskemiddel til hvidt tøj, plaster, tandtråd osv. Sjældent særlig fedt.

Jeg har ikke kunnet reparere hullet. Min rodfæstede mangel på gaffatape straffer mig endnu engang!

Jeg har også ødelagt et-eller-andet på mit skrivebord. Altså på computeren. Jeg har ingen ikoner liggende længere. Hvis jeg opretter en mappe eller lignende bliver den ikke vist. Den forsvinder bare. Den er i desktop-mappen, den bliver bare ikke vist. Jeg tror måske, der er gået noget galt med Fences, som jeg brugte den gang, det var gratis, men jeg ved ikke lige hvordan jeg får det til at virke igen. Har afinstalleret det, men det har ikke hjulpet.

Se ødelagt skrivebord.

Etiketter: Bittert!