Bemærk
Viser kun indlæg med etiketten Life. Vis alle indlæg
16-11-2009

Min kamp mod svineinfluenza

I dag blev jeg vaccineret mod svineinfluenza. Efter min gode kollega Vagn gjorde mig opmærksom på, at jeg burde lade mig vaccinere. Han var lige blevet det, og mente derfor også jeg burde overveje det.

Jeg blev vaccineret en time efter jeg ringede til lægen. Vaccinationen skal udføres to gange, så jeg skal ind og stikkes igen om tre uger.
Vagn og jeg har begge diabetes, så det er derfor, vi er i risikogruppen.

Læs evt.: Professor: H1N1-epidemien er brudt ud

Etiketter: Life
20-10-2009

Investormøde

Jeg er netop kommet hjem fra investormøde i Sydinvest. Med tanker på hvordan det forløb sidst, jeg var til et lignende møde, så jeg jo meget frem til dette og håbede egentlig lidt på at se bitre mennesker ytre sig. Mine forventninger var dog alligevel ikke så høje igen, da de denne gang tilsyneladende havde taget noget af kritikken til sig og kun trakterede med en lille forfriskning i en kort pause. Netop for at undgå at folk blev trætte af at stå i kø efter laks, der så alligevel ikke var nok af.

Yderligere er der jo stor forskel på ansvaret i en investeringsforening som Sydinvest og ansvaret i en virksomhed som Sydbank.

Jeg er rigtig godt tilfreds med mine investeringer i Sydinvest, og det er jeg ret sikker på flertallet af de øvrige investorer også er. Administrationsomkostningerne er rimeligt lave og de gør efter alt at dømme deres arbejde godt, så der er ikke rigtigt noget at brokke over. Måske det kunne blive en lang aften.

Det viste sig at være rimelig spændende og de havde krydret tilværelsen med en lille konkurrence. Før pausen ville tre navne blive kaldt på scenen, for at skulle svare på fem spørgsmål, med hver tre svarmuligheder. Tricket var så at man lige havde fået svarene i løbet af de forudgående foredrag. Mit navn blev desværre ikke råbt op, men jeg synes da idéen var alle tiders.

Ikke alle syntes dog om at skulle op på scenen, så en hel del navne blev råbt op forgæves.

Desværre var der ikke rigtigt noget at brokke sig over ved forfriskningen i pausen. Skal jeg alligevel finde noget at være lidt utilfreds med, var det, at man ikke kunne få øl nummer to - for der var ikke flere. Men der var egentlig heller ikke tid til at drikke den og de småkager der blev serveret var aldeles fremragende.

I det hele taget var det hele lidt for perfekt. Det blev afholdt i Musikhuset i Århus og det kan sammenlignes lidt med en tur i biografen. Lyden og siddekomforten var fortrinlig. Godt gået Sydinvest!

Etiketter: Life
13-05-2009

Drops

I dag blev også dagen hvor jeg endelig fik købt de højtalere, jeg længe har kigget på og beundret. Jeg synes de er super fine og har den rette størrelse til min lille stue.

Scandyna The Drop

Det har taget lidt ekstra lang tid at få dem købt, fordi jeg ikke rigtigt kunne have dem med på cyklen, og samtidig ville jeg helst ikke betale ekstra for transport - 4.897 kr. er vist rigeligt. Så tak til Longluck for hjælp med transporten til og fra Hi-Fi Klubben.

Før havde jeg nogle store Jamo højtalere i stuen. De spiller fremragende, men er ikke særlig kønne. De er nu flyttet ind på værelset, hvor det betyder mindre, hvordan tingene ser ud :)

Scandyna The Drop

Man kunne være bange for at lydkvaliteten, var noget ringere i de nye noget mindre højtalere, men det er tilsyneladende ikke tilfældet - i hvert fald ikke tilstrækkeligt til at gøre mine ører bitre.

Etiketter: Life
10-05-2009

Master of Science

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg fik et forkert diplom ved kandidatdimissionen på Handelshøjskolen. Jeg har nu endelig fået det rigtige :)

Efter dimissionen resulterede en mailudveksling med skolen i, at de lovede at sende et nyt, rigtigt diplom med det samme. Det var sidst i februar. For to uger siden skriver jeg så til dem igen for lige at høre, hvad der er sket, siden jeg ikke har modtaget noget.

Der havde været nogle problemer med at få dem produceret. Men nu har jeg altså fået det rigtige - 2½ måned forsinket.

Etiketter: Life
27-04-2009

Skohorn, planter og frisører

Endnu en gang er der sket noget i Kasper Tranz' liv - jeg blev nemlig 25 år i lørdags.

Allerførst vil jeg gerne takke for de mange venlige hilsener på sms'en og på facebook. Jeg tog hjem til de gamle for at fejre dagen og så tænkte jeg, jeg som en lille sidegevinst kunne slippe for kanel :)

Min fødselsdag begyndte ikke helt så fremragende som sidst, men I skal nu ikke snydes for endnu en lille historie fra frisøren.

Jeg er ikke længere studerende og derfor er prisen hos frisøren steget 30 kr. så det nu koster 150 kr. at blive klippet. Jeg har hidtil gået i den tro, at jeg som studerende fik hele pakken - bare billigere, men for de sidste 30 kr. får man altså flere ting med.
Jeg fik vasket hår. Godt nok først efter klipningen og ikke noget fint med at man skal over og sidde i en speciel stol og bøje hovedet bagover. Nej, her stikker vi bare hovedet ned i den vask, der er placeret til formålet foran een.

Tidligere når jeg er blevet klippet, har jeg altid lugtet af brændt gris efterfølgende, fordi manden vælger at brænde hårene på ørerne væk. Det lugter ret skidt og har egentlig fornøjet mig en del, at det bare var sådan, det var.

Denne gang fik jeg dog smurt nogle frisk duftende sager på efter afbrændingen, så jeg undgik at lugte brændt. Herlig forbedring. Noget man måske bør overveje at tilbyde som en udvidelse af studenterpakken :).

Fødselsdagen forløb også rigtig fint. De gamle havde lavet en rigtig fin middag med appensin- og safren-marineret kyllingebryst på grillen og jeg fik mange af de gaver, jeg havde ønsket mig. Jeg fik blandt andet et skohorn, en brevholder og en appelsinplante til altanen.

Desværre står planten stadig hjemme hos de gamle i Middelfart, for den var lidt for besværlig at have med i toget til Århus.

Etiketter: Life
10-03-2009

En dag i Kasper Tranz' liv

I dag tog jeg fri tidligt fra arbejde for lige at få ordnet nogle praktiske ting. Min cykel kunne godt have behov for en grundig rengøring, og det var således ét af projekterne for i dag. Køb af kæderens var første del af projektet, så jeg gik i We Bike-butikken og købte det manden anbefalede. Han mente også, jeg ville få brug for nogle børster til projektet, og det kunne jeg jo egentlig godt følge ham i. Jeg forlod butikken 208 kr. fattigere.

Kæderens skal pensles på sagde manden – som sagt så gjort. Så skal det lige sidde lidt og så skal det skylles af med vand. Resten af cyklen fik også en tur, så den nu skinner og er super fin. Efterfølgende stillede jeg cyklen til tørre. Lige under skiltet Cykelparkering forbudt. De er ret pernitne med den slags i bygningen her, men de må nu lige acceptere, at min cykel skal tørre, før den skal have olie.

Den fik olie, og så kunne jeg tage til aktionærmøde i Sydbank. For en del år siden købte jeg én aktie i Sydbank. Det var under Handelsskoletiden, og jeg gav 818 kr. for den. Siden da er den blevet splittet op i ti styk og har haft en maksimal værdi i omegnen af 3100 kr. og er i dag ca. 600 kr. værd.
En udvikling der bekymrer mig minimalt, da det ikke drejer sig om flere penge, men den mangel på bekymring, var det ikke alle, der havde medbragt til mødet.

Efter et par fine præsentationer af regnskab, forklaringer og forventninger med mere, var der tid til spørgsmål. Specielt var der én bitter mand, som havde tabt en million og tyvetusinde kr. på den faldende aktiekurs. Alletiders! Så var stemningen lagt til en del negative indlæg, som alle mere eller mindre blev fejet af banen med henvisninger til det der tidligere var blevet sagt.

Så var vi klar til at indtage føde, og her var det ikke alle der kunne huske, hvad de engang var blevet fortalt om kø-kultur og gensidig hensyntagen – Noget der ellers kan være ret hensigtsmæssigt i forbindelse med at 900 mennesker skal igennem to døre og anrette en portion mad og så tilbage igennem de samme to døre. Lidt koordinering fra Sydbanks side havde også været på sin plads, men det er nu et herligt syn, når folk hidser sig op over mangel på (gratis) laks.
Jeg fik ikke noget laks, men jeg fik en masse andet, som også var fint og der var også en lækker dessert efterfølgende.

Jeg var så heldig at komme til at sidde sammen med nogle rare ældre mennesker og vi fik os en lille snak om kurser, kriser og vejret, mens maden blev sat til livs. Vi blev hurtigt ret enige om, at det ikke er smart at købe aktier for penge, man ikke kan tåle at tabe.

Så fik jeg prøvet at være til aktionærmøde, og jeg synes, det var en succes. Var dog lidt skuffet over udvalget af merchandise – der var "kun" en hældetud til vinskænkning :)

Etiketter: Life
Side 5 af 7 Navigation: 1 2 3 4 5  ...