Bemærk
Viser kun indlæg med etiketten Life. Vis alle indlæg
17-10-2011

Kampen er slut

Jeg må se mig slået i kampen mod kirkeblade. Jeg erkender nederlaget. Det er tilsyneladende umuligt at undgå dem.

Præsten mente jo, at jeg var nødt til at lave et skilt på min postkasse, før han kunne sige til sine frivillige uddelere, at de skulle respektere et nej tak.

Jeg ved ikke, om mit nej tak blev respekteret af uddeleren, men i hvert fald synes alle mine naboer, at min postkasse var et glimrende sted at komme af med deres blad.

Selvom det bekræfter mig i, at det blad overvejende er unødvendig og ikke bliver læst, kan jeg også konkludere, at jeg ikke havde fundet løsningen på mit problem.

Nu har jeg så givet op, da det fremadrettet kun er Post Danmark, der har adgang til vores opgang. Avisbude og des lige er henvist til én bakke udenfor, hvor det hele skal hældes i, og så kan vi selv hente det op.

Det er så mine venlige naboer, der sørger for at fordele det hele ud, og jeg har ikke umiddelbart tænkt mig at bede dem om at sortere i det.

Etiketter: Life
16-10-2011

Stive nipples

For nogle måneder siden fik jeg en ekstraregning på vand og varme, som viste at jeg tilsyneladende har brugt for ca. dobbelt så meget, som jeg havde betalt for.

Jeg må derfor gå tilbage til en af mine gamle dyder, jeg gik efter i studietiden. Nu vil jeg igen vente til første november med at tænde for varmen og så må jeg jo lade være med at skrue op til mere end 3.

Under min lejlighed er der garage og helt åbent. Nogen gange ville det være rart med en underbo, der kunne varme mit gulv en smule. I stedet har jeg købt nogle tæpper, som forhåbentlig kan hjælpe lidt.

Etiketter: Life
10-07-2011

BlomsterQuiz

På blomsterne i Fakta har de en række symboler til let at afgøre, hvordan man skal passe den aktuelle blomst. Derfor kommer her en lille quiz:

Hvilke af disse symboler passer på denne beskrivelse?
Denne blomst skal stå i direkte sollys, have meget vand, meget gødning og kan stå enten ude eller inde.

  1. Svar 1
  2. Svar 3
  3. Svar 3
  4. Svar 4

Se svaret i dette indlæg.

Etiketter: Life
10-07-2011

Kolde fødder

I vintermånederne når jeg står op, går der ikke længe før, jeg får kolde fødder og vil ind i den varme seng igen. Eller ud på badeværelset hvor der er varme i gulvet.

Nu er det slut med at få kolde fødder. Jeg har købt et tæppe til mit køkken, hvor jeg spiser min morgenmad.

Orange tæppe

Jeg fandt naturligvis tæppet på nettet, men tog alligevel ned i butikken for at mærke varen og for at få mig en cykeltur. Her var tæppet sat ned med 700 kr. så det var jo en skøn overraskelse.

Etiketter: Life
06-07-2011

Cola-test

Jeg er pt. ret begejstret for "de nye" toliters cola-flasker, som er lavet af blødere plast end de tidligere.

Lørdag glemte jeg nemlig to liter cola i min fryser i en 10-12 timer. I gamle dage ville jeg skulle døje med cola i hele fryderen grundet en sprængt flaske, men denne gang skete der ikke det store ved det.

Jeg kan i den forbindelse informere om, at det tager ca. tre døgn, at tø to liter frossen cola op i køleskab. Baseret på en stikprøve på ét forsøg - jeg forventer ikke at lave yderligere forsøg.

Etiketter: Fornøjelse | Life
10-05-2011

Den sure tjans

Jeg har længe været virkelig træt af min opvaskemaskine. Den har fået flere og flere menneskelige træk, og det er ikke en fordel for en opvaskemaskine.

Jeg har selv de samme menneskelige træk. Jeg gider heller ikke vaske op, jeg har svært ved at komme i gang. Selvom der flere gange bliver trykket på startknappen, så sker der ikke rigtigt noget.
Er jeg endelig kommet i gang sker det tit at man falder over noget andet, der er mere spændende og så må opvasken altså vente.

Præcis de samme træk har omtalte opvaskemaskine. Den overgår dog mig idet at være både ekstremt larmende, lække vand på gulvet og så er den ret ligeglad med, at tingene ikke er rene selv efter den har kørt i flere timer.

Jeg skal derfor finde mig en ny veninde, der er mere villig til at tage opvasken. Helst umenneskelig villig.

Jeg finder hurtigt en ny, jeg gerne vil have i stedet. Den har vundet en test i Tænk. Desværre er hverken Wupti eller WhiteAway billigst. Det er derimod De3Bedste, som jeg aldrig har hørt om før. Jeg bestiller onsdag aften omkring midnat. Torsdag morgen skriver de, at jeg vil modtage den fredag og at chaufføren finger en time før, han er fremme. Dejligt hurtigt og chaufføren leverede den helt ind i lejligheden.

Min nye vaskemaskine har jeg nu haft i snart seks uger og den er aldeles fremragende. Opvasken bliver taget uden brok det bliver rent i stilhed og der er ingen vand på gulvet. Jeg kan som noget nyt falde i søvn, mens den arbejder ude i køkkenet - det var umuligt med den gamle.

De 3.160 kr. er godt givet ud, synes jeg.

Til slut vil jeg gerne hylde storskraldsordningen i Århus. Jeg bestiller afhentning af den gamle opvasker plus en stor mængde flamingo, der fulgte med den nye. Det hele bliver hentet nogle dage efter.

Etiketter: Internethandel | Life
Side 2 af 7 Navigation: 1 2 3 4 5  ...