Bemærk
Viser kun indlæg med etiketten Internethandel. Vis alle indlæg
22-07-2011

Endnu et tæppe

Da min oplevelse med dart-måtten var lidt af en skuffelse, har jeg kigget efter et tæppe til, at supplere i beskyttelsen af mit gulv.

Et sådant tæppe blev fundet på tæppeland.dk, men i butikken havde de det ikke og de kunne ikke bestille det hjem, så jeg blev opfordret til at gå hjem og selv bestille det.

Som tidligere møbelsælger må jeg stille mig undrende over for en sådan opfordring. Det gælder jo om at få et salg hjem, og man må da aldrig opfordre en kunde til at vente på den måde. Nu kunne jeg jo nå at ombestemme mig.

Tæppe

Men jeg bestilte det nu alligevel - so no harm done. Ordre nummer 952 vidner om, at de ikke sælger vildt meget via nettet. Jeg fik en personlig bekræftelsesmail dagen efter bestillingen - ikke nogen automatik.

De ville vende tilbage med en afhentningsdato, men efter to uger havde jeg endnu ikke hørt noget.

Jeg skriver til dem og får så at vide, at den allerede ligger klar til afhentning.

I butikken beklager de, jeg ikke havde fået nogen tilbagemelding og undskylder med, at de ikke havde fået mit telefonnummer. Jeg havde dog indtastet det på hjemmesiden, men de havde bare ikke fået det.

Tæppet er dog ganske udmærket.

Etiketter: Internethandel
20-07-2011

Stavefejl

Jeg er klar over, at man skal være en smule nazi for at kunne stave rigtigt, når man skriver på dansk. Det kræver man lige tænker sig om og måske endda læser sine ting igennem en gang eller to.

Alligevel kan jeg blive ganske imponeret, over hvor elendige folk er i disciplinen. Jeg har netop fået en mail fra smartguy.dk, som jeg synes var ganske imponerende. 6 linjers tekst - ikke én linje uden fejl.

Smartguy-stavefejl
  • Der er en del småfejl med manglende mellemrum og dobbelt kolon.
  • Ordreinformation er kun ét ord.
  • Ordrenummer er kun ét ord og ordre staves ordre - ikke order.
  • Kundenr. er kun ét ord.
  • Ordredato er kun ét ord.
  • Leveringsmetode er kun ét ord.

Jeg måske ikke fremragende til at stave selv, og det er især nemt at lave slåfejl, når man ikke lige gider læse sine ting igennem, men ovenstående er blot ét af mange eksempler på elendig stavning. Det er ikke de største eller dummeste fejl, men til gengæld meget almindelige.

Etiketter: Bittert! | Internethandel
20-06-2011

Ikke så LED

Som den ualmindeligt miljøbevidste forbruger jeg er, har jeg netop købt mig tre LED-pærer til min lampe i køkkenet. Ja, jeg skulle jo egentlig kun bruge én, men jeg købte alligevel tre - spørg ikke hvorfor.

Min lampe skal bruge en pære med G9-fatning og jeg har altid brugt en almindelig 50 watts pære, så der er potentiale for en god besparelse.

Jeg ville oprindeligt have købt en almindelig elsparepære, men finder så en LED, som kun er en smule dyrere.

Det var lidt en slap udløsning da jeg får sat LED-pæren i og tænder for lampen. Intet sker. Jeg tænder og slukker et par gange, men indser hurtigt at skidtet ikke virker. Jeg prøver også med en af de andre LED-pærer, men med samme resultat.

Noget er galt - jeg finder forhandlerens telefonnummer.

Skæbnen vil, at jeg lige har spillet fodbold og slået mit knæ, hvorfor jeg stort set ikke kan gå. Alligevel får jeg med stort besvær pillet lampen ned. Jeg tænker, der kunne være noget galt med strømforsyningen (men der er vist slet ikke nogen strømforsyning til den slags pærer :)

LED-pære med G9-fatning overfor en alm. G9-pære

Inden jeg ringer, prøver jeg en sidste gang at tænde lampen - og denne gang sker der noget. Der kommer lys! Telefonopkaldet er straks aflyst.

Man skal åbenbart lige rokke lidt med pæren, før den får fat. Jeg må op på bordet og sætte lampen op igen. Herligt når nu mit knæ er så sindssygt ømt.

LED-pæren bruger kun 3,5 watt, men lyser dog også noget mindre end den tidligere pære. Det er dog tilstrækkeligt til at dække mit behov for lys. De almindelige pærer gik også hele tiden ud og skulle skiftes - de har en standard brændetid på 2.000 timer. Min nye LED-pære har til sammenligning en forventet brændetid på 30.000 timer.

Jeg er overbevist om, jeg har gjort et godt køb.

Etiketter: Internethandel
23-05-2011

Brug beskyttelse

En stor måtte er flyttet ind og jeg lever nu i en fed dunst af gummi.

For at skåne mit trægulv mod vildtfarne pile, har jeg købt en professionel dart-måtte. Udstyr kan man aldrig få for meget af og det gælder naturligvis også i dart. Udover at beskytte gulvet skal den også sørge for at markere kasteafstanden.

Jeg er egentlig ikke særlig tilfreds med mit køb. Den er ikke helt tyk nok, så pilene går lige igennem. Jeg bestilte en uden reklamer på, men alligevel står der Unicorn på. Og så er der jo den forfærdelige lugt.

Jeg kan stadig nå at sende den tilbage. Jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Leverancen har i øvrigt været længe undervejs, da den blev sendt tilbage pga. problemer med Å'et i Århus. Jeg burde selvfølgelig have skrevet det med to a'er, men det havde jeg altså ikke. Efter lidt mail-korrespondance frem og tilbage måtte de sende den på ny.

Etiketter: Bittert! | Internethandel
10-05-2011

Den sure tjans

Jeg har længe været virkelig træt af min opvaskemaskine. Den har fået flere og flere menneskelige træk, og det er ikke en fordel for en opvaskemaskine.

Jeg har selv de samme menneskelige træk. Jeg gider heller ikke vaske op, jeg har svært ved at komme i gang. Selvom der flere gange bliver trykket på startknappen, så sker der ikke rigtigt noget.
Er jeg endelig kommet i gang sker det tit at man falder over noget andet, der er mere spændende og så må opvasken altså vente.

Præcis de samme træk har omtalte opvaskemaskine. Den overgår dog mig idet at være både ekstremt larmende, lække vand på gulvet og så er den ret ligeglad med, at tingene ikke er rene selv efter den har kørt i flere timer.

Jeg skal derfor finde mig en ny veninde, der er mere villig til at tage opvasken. Helst umenneskelig villig.

Jeg finder hurtigt en ny, jeg gerne vil have i stedet. Den har vundet en test i Tænk. Desværre er hverken Wupti eller WhiteAway billigst. Det er derimod De3Bedste, som jeg aldrig har hørt om før. Jeg bestiller onsdag aften omkring midnat. Torsdag morgen skriver de, at jeg vil modtage den fredag og at chaufføren finger en time før, han er fremme. Dejligt hurtigt og chaufføren leverede den helt ind i lejligheden.

Min nye vaskemaskine har jeg nu haft i snart seks uger og den er aldeles fremragende. Opvasken bliver taget uden brok det bliver rent i stilhed og der er ingen vand på gulvet. Jeg kan som noget nyt falde i søvn, mens den arbejder ude i køkkenet - det var umuligt med den gamle.

De 3.160 kr. er godt givet ud, synes jeg.

Til slut vil jeg gerne hylde storskraldsordningen i Århus. Jeg bestiller afhentning af den gamle opvasker plus en stor mængde flamingo, der fulgte med den nye. Det hele bliver hentet nogle dage efter.

Etiketter: Internethandel | Life
28-02-2011

eSATA

I forbindelse med købet af min nye SSD, er der jo blevet en harddisk til overs. For at få en smule gavn af den alligevel, har jeg købt en case, så jeg kan bruge den eksternt.

Førhen brugte jeg en anden ekstern harddisk med 5400 rpm, som kan overføre filer med omkring 15 Mb/sek. via USB.

Ekstern harddisk med 5400 rpm overfører filer med omkring 15 Mb/sek. via USB

Min nye eksterne harddisk med 7200 rpm kan overføre filer med omkring 20 Mb/sek. via USB. Stadig ret langsomt, men så er det jo godt at eSATA også understøttes af min nye case.

Med eSATA er hastigheden oppe på omkring 55 Mb/sek. En væsentlig forbedring.

Ekstern harddisk med 7200 rpm overfører filer med omkring 55 Mb/sek. via eSATA
Side 2 af 5 Navigation: 1 2 3 4 5